Byens borgere var mødt talstærkt op og desuden var der tilmeldt 140 elever fra Levring Efterskole, der havde slået lejr omkring ”solsneglen” og de blev der til dagen efter, hvor der blev spillet høvdingebold på pladsen.
Herunder Kjeld Aagaard Kjærulff’s tale til Sankt Hans aften:
Jeg vil gerne sige tak for invitationen til at holde båltalen i år.
Det er dejligt at se så mange samlet til Sankt Hans Fest her ved Tange Sø, som er én af Danmarks naturperler.
I min tale i år vil jeg forholde mig til Ans-området og de værdier, der er skabt og til stadighed skabes her.
Jeg vil starte med at sige velkommen til de mange, der er flyttet til Ans gennem de sidste 3-5 år. Ans har i denne periode haft en vækst i indbyggertal på 15% og nu er vi godt 1700 indbyggere i Ans. Dette er den 5. største indbyggervækst i Silkeborg Kommune. Dette har kun kunnet lade sig gøre, fordi vi i Ans er aktive og ser ind i fremtiden med de muligheder, vi har for en stadig udvikling af området. Her tænker jeg på den infrastruktur, der er i byen. God skole af høj kvalitet, gode pasningsordninger med både børnehave og dagplejere. En idrætsforening i topklasse. Gode busforbindelser til at komme til og fra Ans. Alt dette har givet gode muligheder for skabelse af arbejdspladser i Ans. Når jeg snakker med lokalrådet og Ans Erhvervs- og Handelsstandsforening og spørger om, hvad vi vil i Ans lyder svaret ”Vi vil det hele” et mål, der ikke er til at nå, men realismen til at komme videre ligger dybt og alle ved godt at strategi og langtidsplanlægning giver de bedste resultater. Et af de helt synlige tegn er resultatet af den nylig vedtaget Kommuneplan, som kan ses på internettet.
Udover ”Vi vil det hele” hvad arbejdes der så på nu for at komme videre til målet?
Lige nu bliver der arbejdet på en cykel- gangsti over broen mod Bjerringbro, således at man kan færdes sikker hele vejen rundt om Tange Sø og den skønne natur, vi har her. Der bliver stadig arbejdet på at færdiggøre cykelstien Ans-Grønbæk. Dette er særdeles højaktuelt, da der er påbegyndt et yderligere råstofindvindingsområde, som vil give mere tung trafik på sigt. Endvidere holdes der til stadighed et vågent øje byggegrunde salget, således at vi kan byde endnu flere velkommen til byen.
Nu vi står her ved Tange Sø og Gudenåen skal disse også have et ord med på vejen. Som alle ved ligger en lang historie bag Gudenåen og Tange Sø, denne historie vil jeg ikke trætte jer med; men fortælle lidt om den aktuelle situation.
Tange Sø’ s skæbne afhænger af Tangeværkets vedblivelse og der afventes stadig en tilkendegivelse fra staten. Der afventes svar i 2012. Uanset om værket får lov at køre videre eller ej, er der stor politisk opbakning til at bevare Tange Sø. Dette kan styres med et lille omløbsstryg ved Tangeværket, såfremt vandet ikke længere må ledes gennem turbinerne.
Vi ved at over 5000 kano- og kajak sejlere årligt sejler op ad Gudenåen og en del af dem bruger denne plads her til rasteplads og overnatningsplads.
Som mange nok har hørt har Gudenåen fået besøg af vandremuslingen til både glæde og gene. Det glædelige er at vandet er blevet renset og klart; men det har samtidig forårsaget en voldsom grødevækst, der har skabt store problemer opstrøms mod Silkeborg de seneste 2 år med oversvømmelser af haver, marker samt trækstien.
Endvidere har det givet problemer for kano- og kajak sejlere, samt fiskere. Dette problem håbes løst nu, da man er startet med grødeskæring på strækningen Tange Sø – Silkeborg.
En sidste ting jeg er føler jeg er nødt til at nævne er ikke så positivt.
Jeg er ikke en negativ person af sind, men det har vækket min vrede, at nogle unge mennesker kan finde på at lave hærværk på et rekreativt område som dette. Vi vil ikke have kæder og andre afspærringer fra kommunen på dette sted. Det skal ikke være nødvendigt med kontrol instanser i Ans. Jeg opfordrer ikke til selvjustits, men en kammeratlig samtale må være på sin plads, for dem, der kender vedkommende.
Disse var ordene, og jeg vil sige tak fordi I lyttede, og med dette vil jeg ønske Jer alle en fortsat god Sankt Hans Aften.
Kjeld Aagaard Kjærulf.